Vig Lyng - jabely

Gå til indhold

Hoved menu:

Vig Lyng

Historie > Hvidovres kolonier

Vigkoloniens historie - kort fortalt.

Vigkolonien - eller som de lokale kalder den - Hvidovrelejren - ligger i det, vi nu om dage kalder "det dejlige sommerland Odsherred". Odsherred er en meget frugtbar egn med idylliske skove og bugnende marker, med "Åsen" som ankeret i det flotte landskab. Men denne frodighed gjaldt ikke "Lyngene": Jyderup Lyng, Hønsinge Lyng osv. Disse områder er fattige sandjordsområder, hvor tidligere generationers beboere havde meget vanskeligt ved at brødføde sig.
 
På Hønsinge Lyng lå den lille ejendom, der senere skulle blive til "Hvidovrelejren". Her forsøgte man at ernære sig ved landbrug, men der var langt mellem stråene på den sandede jord. Kun en enkelt ko, et par geder, nogle høns og en lille hest kunne der blive føde til. På billedet ses ejendommen. Til højre kan man ane den lille staldbygning. 

De fattige indtægter fra landbruget måtte suppleres, og fra en lille robåd satte man garn i Sejrøbugten for at fange de fisk, der var nødvendige for at sikre familiens eksistens. Herfra stammer navnet "Fiskerhuset". Det navn vi i dag bruger om den stråtækte hovedbygning.

I 1930-erne blev denne ejendom solgt til Egmont H. Petersen, der efter istandsættelse benyttede det til feriehus. Dengang var der ikke flere feriehuse i den nærmeste omegn, end der kunne tælles på to hænder.

I 1952 overtog Holbæk Børnehjælpsdag ejendommen. Man byggede to sovesalsfløje og spisesalsfløjen med køkken spisesal og pejsestue.

På samme tid etableredes sommerhusområdet "Vig Strandkoloni", og denne del af Hønsinge Lyng skiftede navn til Vig Lyng.

Da Holbæk Børnehjælpsdag i 1968 manglede penge til at etablere en ungdomsgård i Holbæk, blev kolonien sat til salg, og Hvidovre Kommune erhvervede den. Vi manglede i høj grad en supplering til de tre gamle kolonier, Dragsmur ved Helgenæs, Gudmindrup i Odsherred og Skødshoved på Mols.

Kolonien havde mange kvaliteter, men også mange mangler for at kunne tilgodese vores behov:

Den kunne ikke opvarmes, der manglede indendørs aktivitetsmuligheder og værelser for vore ledere, ligesom toilet- og badeforholdene var mangelfulde.

For at afhjælpe disse mangler byggedes i 1969 - 70 en forbindelsesbygning mellem sovesalsfløjene og spisesalsbygningen, og der blev indlagt gasvarme. Desuden blev fiskerhuset forlænget, så der blev plads til personalefaciliteter - kontor - vaskeri, bad for personalet og et personaleværelse. Desuden blev der indrettet et tekøkken til brug for sommerens feriehold.Se grundplan

Siden er kolonien løbende blevet forbedret på mange andre punkter. Der er kommet nye vinduer i en del af kolonien, nyt køkken og nyt varmesystem. I 1996 er værelserne, der stort set har været uforandrede siden vi overtog kolonien, blevet renoveret. Der er kommet nyt gulv og nye køjer.


Beliggenheden tæt ved stranden, indretningen, de gode udearealer og den rimelige afstand fra Hvidovre gør, at Vigkolonien - Hvidovre-lejren - er blevet et særdeles skattet sted for Hvidovres borgere. Det være sig for børnene på feriekolonierne, klasserejserne, lejrskolerne, foreningernes medlemmer, børne- og ungdomsklubberne og mange flere - ikke alene om sommeren, men fra begyndelsen af februar til slutningen af november.  

 
 
28-01-2019
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu